Indianske profetier og livsvisdom, Hendes Majestæt og Indianerhøvdingen – Paddle with Peace. Om livsberigende rejser, indsigter og forbundethed. Choices.

(OBS: I slutningen af teksten er der talrige fotos.
OG Endeligt blev det muligt at oploade en optagelsen af videoerne, som også beskriver. Alle links ses i opslaget indsat 30 september 2020, som hedder :
“En livsrejse for fred & kærlighed – Paddle For Peace And Love & Paddle With Peace”)

Paddle With Peace, og (som de siger i Canada:) Paddle For Peace.
Det er af betydning. Da jeg kom på denne rejse i en indianerhøvdings fodspor, og Hendes Majestæt, og en berømt kano, der fik jeg nogle indsigtsgivende og livsforandrende informationer og møder, som viste sig at kunne gavne langt flere end mig, og det hele bragte så meget med sig at det blev besluttet at dele den herinde. Den omtales desuden i live tv. Desværre er der pt ikke en mulighed for at indsætte de interviews, som blev taget, men jeg håber de kommer. De er med Jan Skamby Madsen og Cecil og Majbrit (De beskrives i nedenstående tekst.) Alle tre er mennesker som har gjort eminent indsats for dette lykkes, og har vigtige informationer til jer derude. Men teksten herunder siges også at have en helt masse godt til verden.

Du bringes unikke indblik i nogle af indsigterne, bl.a. også hvad Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. kunne gøre for en Chief, Stor Canadisk Indianerhøvding; William Commanda, og hvad han har bragt til vores verden. Og store indsigter, som er healende indvirkninger, de er med.

Rejsen bragte indblik i profetier, mere end 600 år gamle, som har relevans for vores tid nu – og meget andet godt.

(Storytelling er et af de koncepter, som jeg benytter i sessioner og i undervisning. Det er bygget op således at i enhver valgt beretning er der en eller flere pointer, der kan være til nytte for den som studerer og reflekterer – og for at kunne fortælle med historiefortællinger inddrages der indimellem mine egne rejser. Ikke for jeg skal være ”hovedperson” og ”interessant” men for fordi jeg må og skal bruge mig selv for at kunne fortælle.)

I 1973, da jeg blev født og givet mit navn Winnie, var der nok ikke nogen der tænkte at senere i livet ville jeg møde en indianerhøvding, og hans stamme og relationer, og opdage af hans livsrejse, hans livssyn og arbejdsområder og stammens navn på nærmest magisk vis var og er forbundet med mit navn, mit livssyn og mine arbejdsområder.

Der var heller ikke dengang en, der tænkte at engang i fremtiden ville jeg modtage særlig information om Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og en indianerhøvdings møde, som ville være højaktuelt at formidle om midt i en tid, hvor der i verden sker så meget.

I år 2020, den 20 september, er det 1 år siden at Canada modtog resultaterne af den rejse, som jeg tog i 2019. Det er tid at dele dens indhold med dig, verden. I dette opslag er der desuden link til en (dog kort) video samtale med modtagerne af materialet. Mere følger længere fremme i tiden. Modtagerne er Circleofallnations.com, organisationen som arbejder for at videreformidle Indianerhøvdingens indsigter og arbejde.

Tilskyndelsen kom til mig i foråret 2019. Det stod klart noget større end jeg anmodede om jeg tog ud for at lede efter en kano bygget i Danmark i 1981 af en stor canadisk indianerhøvding, og følge i hans fodspor. Det bragte indsigter og bidrog med mangt og meget for mine indianer venner i Canada, og mine venner med indianernes levestil, og jeg fik mange indsigter, også i jeg selv og min livsrejse. Denne tekst er uddrag af det.

Rejsen indeholder også en helt særlig beretning om Hendes Majestæt, i Canada, blandt indianere kaldet ”The Viking Queen”.

William Commanda var Algonquin, og fra Kitigan Zibi Anishinabeg, i Maniwaki, Quebec, Canada. Han blev født den 11 november 1913. Han blev født i det de kalder Frost tiden, the Frost Time, Adikameg Kizis, og i lyset fra den skinnende Morning Star. Hans moder døbte ham Ojigkwanong, (citat fra bogen ”Learning from Kindergarden Dropout”, foto) ”in recognition of this special blessing . and thus the larger universe figured in hos personal story right from the beginning. Today, he is seen by many as the symbol of light emerging after darkness, illuminationg a path into a new world.

William Commanda blev senere i livet udvaldt som indianerhøvding i Canada. Respekteret og elsket. Vis. Han var udvalgt som chief/chef i Kitigan Zibi Reservatet. Han blev desuden i 1998 leder af American Indian Movement leadership.

William var holder og bærer af 3 Wampum Belts, som alle indeholder er guidninger, og er gået i arv i generationer:

-”The Seven Fires Prophecy Belt”, som er ca 600 år gammelt. 

-”The 1700s Welcoming Belt”

-”The Jay Treaty Border Crossing Belt”

De betød alle meget for ham. 

Men ”The Seven Fires” talte meget om, og deres betydning.

Der kan læses mere om dem i bogen ”Learning from Kindergarden dropout”


Men den 7. er denne, citat (beskrevet i kort udgave, i bogen):

”The seventh prophet talked about a time of choice-making for all – for continued exploitation of land and peoples, or for a renewed respect for Mother Earth and reconciliation between indigenous people and newcomers. 

The double diamond at the centre of this eight-diamond belt reflects this hope for unity to emerge out of duality. 

It is a rich, epic prophecy that appears to emphasixe the importance of choice (and consepuences) throughout – individual and communal choice – and this choice appears to be more important than at this time”

(Diamanten er blandt symbolerne på ”The Wampum Belt”)

Tankevækkende, og top aktuelt. Hvad vælger du? Og hvorfra? Med hvad konsekvenser?

Vi kan, hvis vi står sammen fra hjertet, leve som at alle indvirker på alle og med fokus på godhed og ligeret, da kan vi forme ganske anderledes end hvis vi står sammen om krig og at bekrige.

Vores jord er et energifelt, og vi er, og vi er alle forbundne. Det du giver godt, det giver godt, også kollektivt, og også til dig. Også Forskning viser forbindelserne. Shinto oplærte mig i dem tilbage i 1998, i Danmark.

Williams vej, visdom og delinger bragte inspiration og føltes og føles af mange. Han har modtaget mange awards og andre tilkendegivelser af betydningen af hans arbejde og eksistens.

I 2001 talte han bl.a. i Tyskland, til ”Third International Conference on Constellation Therapy : Fields of conflicts – Fields of wisdom”

Indianerne tager på vision quest og med håb om at finde indsigt i hvad temaer, som der er vigtigt de tager hånd om, og de får lov at få indsigter i hvad de er her i livet for. De søger også stjernerne, dyreriget, de ældre mm. for support. Deres navne bærer indsigter i deres vej, og sjælsplan. De får ofte ekstra navne, som fortæller om deres evner, men også om hvilke særlige energier og hændelser der var aktive i forbindelse med fødslen. Disse hændelser siges at fortælle om hvad sjælen ”stiger” ned med af hensigter/livsplan.

William Commanda havde en vision om at udbringe betydning af harmoni. Få alle til at være stjerner. At se lyset i alle, og i verden. Og det at have hjertet med, at folk lærer det og medfølelse, ligeret og respekt for alle, uanset om man er sort eller hvid i hudfarve, eller rød som gul, og hvad lys vi end har af særlighed er med til at oplyse noget eller nogen i verden. Alle har ret til en plads. William havde en særlig spirituel opvågning efter at i 1961 at have været nær terminal syg, kræft. Og var blevet kureret. Det gav ham mange flere indsigter, også om betydningen af hvordan vi er med os selv. Hans rejse blev hans inspiration, og inspirerer fortsat.

William gjorde en stor og vigtig forskel for verden, og var på mange måder forud for sin tid. Han var som nævnt også holder og bærer af Sacred Wampum Belts af spirituel og historisk betydning. Dette er kun få uddrag fra hans verden.

I 2019, da jeg modtog hints fra åndeverdenen om at tage på rejse, da viste det sig efterfølgende at det var i rette tid, såvel for mig, og andre, men det viste sig også at temaerne fra Williams liv og indsats ville vise sig nyttige i verden. 

Imens William levede formidlede han med visdom og indsigter og bragte redskaber til mangt og mange. Han talte med alle, og talte også til store arrangementer i Canada og i andre lande. Han var spirituel guide og indianerhøvding. Med hjertet og intellektet på rette sted.

William havde mange evner, også som bådbygger, og tog ansvaret for at lære sin indre visdom og livsvisdom videre, blandt i praksis men også som story telling.


Det var ikke alle former for både William byggede. Men William kunne bygge hans folks kanoer. Kanoer af birkebark. Gode kanoer, hurtige kanoer, og stabilt flydende og tætte kanoer. Kanoer, som har rejst på tværs i Canada, og i andre lande. Kanoen har stor betydning for hans folk, fordi den kan bringe dem langt. Den er letvægt, og William kunne selv bære den. Vægten betød at den kunne transporteres, også ”ovenfor” vandet. Når vandet var frosset, og sneen kom, var snesko af betydning. Også dem kunne William og hans hustru bygge. Deres viden og teknikker blev videregivet i generationer. Men hvad gjorde vi i Danmark?

En mand i Danmark, en hvid mand, han ville gerne der blev en udstilling om kanoer. Forskellige. Og det skulle vises på det sted, som vi nu kender som Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den mand var ikke en hvilken som helst mand. Det var direktøren for stedet; Jan Skamby Madsen. Efterfølgende direktør og medopbygger af Moesgaard Museum. Men hvor kunne en kano af birkebark findes? Hvem kunne bygge en sådan?

Og en havde fortalt ham at i det store vilde Canada boede der er respekteret stor indianerhøvding som kunne bygge birkebark kano. Som virkede. Og Jan kunne mærke at den herre, den herre ønskede han at møde og få til Danmark. Men enhver der kender til høvdinge i Canada ved at de ikke bare tager imod ordrer, men mærker godt efter om de skal. Og det kan tage tid. De mærker ind i universet, stjernerne, sjælsplanen mm., om det er klogt – og hvis ja, hvornår. Om en rejse passer til deres sjælsplan. De taler med andre om det, og holder råd. De respekterer deres vej og også naturens beskeder. 

Men Jan ville afsted, og han ville forsøge at prøve at få William til Danmark. Og vedholdende måtte han være. Det var som universet testede hvor meget han mente det, vil nogen måske sige. For at kunne komme til at møde William måtte han sidde udenfor Williams hjem, i timer, i frostvejr, og vente på om William og hans kone Mary mon kom hjem. Til deres sted i Canada. Hans tilstand af forfrosen hvid mand var hvad de mødte, da de kom hjem, men indsatsen og hans væsen blev billetten til at en (hvid) gæst fik plads i deres hjem, og han mødte William i private og faglige omgivelser. De blev venner, og havde dejlige oplevelser sammen. 

William lever ikke mere, men Jan gør. Og Jan har mange og gode minder, som du kan se mere om heri.

Men at få William her til Danmark, det så William og Mary ingen grund til i lang tid. Men efter at have været i råd med flere elder/”ældre” (Elder er det engelske ord for ældre. I indianernes kultur er navnet ”elder” et udtryk for en ældre, der har levet del år og lært via livet, det er er et ord, som bruges om dem som dels er ældre men også med det har opnået ”rang” via levevej og væremåde, og derfor er respekterede fordi de er ældre, der har nogle vigtige stories til verden, altså livserfaringer og viden, som det er værd at lytte til. Vi kan kalde dem det grå guld, men i Canada vil ingen tilsidesat det grå guld pga. alder. Men ære dem endnu mere.)

Den højt respekterede høvdings kone fortalte Jan at de havde tanke om at tage af sted, men William ville ikke. 
Den højt respekterede høvding sagde hans kone vist ikke ville, fortalte Jan mig med et varmt smil, da jeg interviewede ham i et helt særligt interview i 2019, om deres liv og tid sammen. Og om kanoen.

Men tiden gik, og de var sammen enige om at tage af sted, når tiden var den rette, og andre elder var konsulteret og talt med om det rette tidspunkt for rejsen, da fik Jan besked om de ville rejse sammen. Sammen med to venner (Roger LaFleur and Mrs Dale) rejste de til Danmark, hvor de byggede kanoen. De boede hos Jan i Danmark. 

Jan fortalte om mange minder. Et af dem at han noterede sig William havde to kufferter med. Men kun den ene blev åbnet. Den anden stod i entreen. Indtil den dag, hvor en helt særlig person kom og hilste på ham, sammen med hendes sønner. Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og prinsesønnerne ville besøge dem. Hvordan det gik, og hvad det gjorde ved William, det beretter jeg om længere fremme.

Birkebark til at bygge kanoen af, det blev hentet ind og pakket. Det blev taget fra store træer. Men først efter ofringer af tobak og bønner, og taksigelser til de træer, som i mange år havde vokset til for at da kunne bidrage til kunstværk og nytte i Danmark og for mennesker. At tage betyder at give, for ellers er harmonien ikke til stede. At ofre til den, som man tager fra, støtter op om at energien er finere og med, og at udvise respekt er en naturlig del af deres indianernes liv. Udnyttelse og ingen taknemlighed er ikke.

Varme og damp, sten og evner måtte der til. Og tid og teknikker. Og rødder fra træer til at binde sammen på det hele. Snitte og bearbejde, samle og teste. Og kunne den bære, kanoen, og holde vandet ud? Det kunne den. Men hvad blev der af den?

VikingeskibsMuseet i Roskilde har fotos fra tiden, hvor William var i Danmark, og fra kanoen blev bygget og kanoen var i vandet. De har ladet mig få lov at få indblik i arkiverne, da jeg besøgte dem i 2019. Men kanoen var forsvundet, så det ud til. Et stykke historie, som jeg ledte efter, samtidigt med jeg ledte efter dem, som måske kunne give indblik i William og Marys liv i Danmark, og deres venners. Hvad var der sket? Ville indsigter i Williams liv kunne fortælle noget, som vi kan bruge til at få mere forståelse og flow i vores liv og verden? Ja, er svaret, til sidstnævnte.

Museet i Roskilde var det første jeg søgte for at finde kanoen. Men de kendte ikke til den, og de første jeg talte med sagde de aldrig havde hørt om den. 

Jeg kunne prøve at tale med Vikingeskibsmuseets, foreslog de. Måske vidste de noget? Men nej, de vidste heller ikke hvor kanoen var. Selvom den var bygget der. Men Søren, den søde Afd.chef, Maritime håndværk og Rekonstruktion forstod jeg gerne ville sende en overraskelse til mine indianer venner i Canada, og venner der lever tæt med indianerne, og vi blev enige om jeg kunne besøge dem på Vikingeskibsmuseet, og så ville han imens undersøge hvad de havde. Om de havde kanoen. Søren fortalte mig at da han i sin tid kom i lære på stedet der havde der været en fra Canada, en indianer, i Roskilde, som byggede en kano, men han havde en alder, hvor det ikke var der det meste af hans tid blev lagt, så derfor kunne han ikke beskrive den for mig, men han var ligeså interesseret i den blev fundet som jeg var. Dejlige og skønne åbne dialoger.

Og forunderlige verden, da jeg ankom den 27. august 2019 ankom hos dem fortalte han at de havde oplevet noget helt usædvanligt, som var noget ”gåsehudsagtigt”. En kollega, den søde Anne C.

Afdelingschef undersøgelser, forskning og udstillinger

havde været på museums arkivet, som kort før tidspunktet jeg ankom, var blevet gennemgået og ryddet op i. Og til hendes store undren stod der nu en stor kasse midt på gulvet, og tilmed en hun aldrig før havde set. Den så hun da hun for første gang lige op til mit besøg, da hun gik på arkivet for at lede efter om der var noget fra tiden hvor William Commanda og Co var i Danmark. Med stor undren gik hun hen til kassen, der stod midt i det hele, og aldrig før var set, og åbnede den. Hun blev, ligesom alle os andre, da hun fortalte det, meget meget berørt da hun så i den. For kassen var fyldt med ringbind og andet materiale fra tiden tilbage i 1981, hvor den store høvding havde besøgt dem. Søren var også meget berørt da han fortalte det til mig, og Anne var. Det var vi alle. Ingen ved hvordan kassen var kommet til at stå der, eller havde haft fat i den. 
Livet er mere end…

I kassen fandt vi en masse godt, men kanoen var væk.

Hvad nu? Ville der være vejledning om hvordan den kunne findes?

På vejen til Roskilde vikingeskibsmuseum havde jeg en besynderlig oplevelse. Du, som kender mig godt, du ved jeg er jordbundet menneske, med en skeptisk natur, og jeg ikke overgiver mig til noget hullu-halløj, men jeg er åben og sansende. Og den åbenhed er nødvendigt for mig at forholde mig til, fordi jeg er født med evner, som er evner til kontakt med mere end ”kun” den fysiske krop. Beviserne for brugen af evnerne ses bl.a. i de 3 bøger, som min Mester Shinto og jeg udgav. Den svære proces for mig har bl.a. bestået i at lære at forholde mig til at de er afdøde og vejledere, og at de kan vejlede os fra hinsides. Men om man end tror på dem eller ej, så er dette her hvad der hændte: åndelige hjælpere, jeg følte som William, kommunikerede til mig på vejen til mødet med Søren at ”Præsentation er en vigtig ting”. Jeg undrede mig men kunne mærke beskeden var rigtig. Jeg undrede mig ikke over jeg hørte og mærkede den. Men jeg undrede mig over indholdet fordi jeg havde jo fået aftale med Søren, så min præsentation var vel ikke nødvendig? Jeg var i gang med at lære på denne rejse også. Jeg er student i livet, og vidste budskabet var til for at lære mig noget, informere. Med andre ord: da budskabet kom så vidste jeg at der nok ville være en, som det var vigtigt at præsentere mig for, og som vægter præsentationer. Men Hvem? Jeg kunne mærke jeg skulle huske budskabet. Jeg føler stor respekt for andre, og også selvom de er anderledes end mig og/eller lig mig. Jeg synes det er godt når nogen kan præsentere sig og gør det, og det virker godt for dem. Jeg synes også det er rart at vide hvem, som jeg er i selskab med, men at præsentere mig selv, det er noget jeg har nogle udfordringer med. Hvorfor? Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg, sagt med beskedenhed, kan og gør så mange forskellige ting, fordi jeg er en nørd og lærer med livet, og er nysgerrig, og ved det har jeg samlet mange forskellige ting sammen på livets rejse, og det ikke altid er så let at lave en præsentation, fordi modtagere er så forskellige, og hvad ønsker I fra mig? En præsentation kan ikke være den samme hver gang – set fra mit perspektiv – fordi jeg er den jeg er, og kan det jeg kan og hele tiden udvikler jeg mig, og har mange aspekter med i værktøjskassen. Men måske ændres mine tanker, og måske skal min titel ”bare” være ”healer og brobygger imellem verdener”, men hvad betegner du det som man kan, eller ikke kan, når man er healer og brobygger imellem verdener? Og svarer det til hvad der er mit, det du ser ud fra dit? De tanker gør jeg altid, og altid er jeg under udvikling, så det er et stykke arbejde, så jeg morede mig da beskeden kom, for den var absolut aktuel, selvom jeg kender mig selv i alle kroge. Men noget andet var også aktuelt: En præsentation handler også om at vise sig til verden, og netop den tid, som jeg stod i, der stod jeg og havde udfordringer med at gå ud i verden. Pga. jeg var bekymret for konsekvenserne. Jeg havde i nogle år været udsat for nogle ting fra nogle mennesker, som agerede så jeg følte mig mest tryg ved at trække mig ind i mit hjem, som ind i en boks. Men jeg vidste jeg skulle finde styrke og mod og tage turen i Williams fodspor, efter kanoen. Jeg kunne mærke det indeni. Det var store skridt at tage, men jeg kunne mærke jeg skulle følge de hints, de tilskyndelser der var, men jeg kunne mærke jeg skulle agere og gøre og være for noget større end mig. Der var noget jeg skulle, og hvad og hvem det ville bringe, det vidste jeg ikke. Jeg vidste bare at hvad mit sind end kunne fortælle om dårlige erfaringer, så vidste jeg dybt i mit jeg skulle ud i verden igen. Budskaberne om at følge Williams spor og finde kanoen, jeg kunne mærke de var fra det rigtige sted, og modtaget rigtigt, og indeni vidste jeg at tiden var til at bryde ud af boksen, som jeg var kommet i, og tage rejsen. Modet fandt jeg. Og turen var begyndt. En tur, som også for mig, var som en rejse hvor jeg rejste med mit indre såvel som med det ydre. Ind i en verden, hvor jeg lærte mere og blev bedre tilpas.

Præsentationen, også den satte noget i gang. Men alt sammen godt. Jeg var klar over at budskabet var et hint, en hjælp, en story-telling til mig og verden, og at budskabet også ville være til gavn. Men hvornår og hvordan, og ville nogen komme ind i mit liv, hvor jeg så hvorfor jeg havde fået det? Mit sind kunne stille spørgsmål, men der var ingen tvivl indeni om budskabet: Vejledningen kom sådan jeg vidste at afsender vidste noget, som jeg ikke vidste. Om de involverede, om hvem jeg mødte i fremtiden og deres verden. Men hvad ville der ske? Med hvem? Hvornår?

Det fandt jeg ud af. Efter Søren og jeg havde undersøgt materialerne i den fundne fortalte han mig at han ikke havde fundet kanoen, men han havde nummeret til den direktør, Jan, som havde været der da William var. Og Søren ville gerne ringe til ham og spørge om Jan ville tale med mig. Da Søren kom tilbage fra telefon samtalen sagde han til mig ”Det er nok en god ide du gør noget ud af at præsentere dig, da det er vigtigt for Jan, og noget han lærer folk – og han spurgte, men jeg kunne ikke helt svare om dig”. Og med varm kluk latter svarede jeg ”Ja” og fortalte ham om beskeden på vejen, som nu gav mere mening. Jeg fortalte den også til Jan, og han lo da han hørte det. Sagen er, fortalte han mig, at noget af det han er kendt for, det er at lære folk at præsentere sig. Bl.a. overfor Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.

Nogen har et større overblik, og at være åben og lytte kan medvirke til mere flow.

Noget andet der også berørte mig var mødet med Søren var så ligetil. Varmt, hyggeligt, sjovt og godt. Det var trygt at være med en, som der er respektfuld. Det hjalp mig også på min rejse at mærke at jeg blev guidet, og fik hjælp. Jeg var ikke alene på tur, selvom jeg var den eneste i fysisk krop i min bil, ud på tur. Flere hjælpsomme vejledninger og beskeder kom senere, og det var mindst ligeså vigtigt.

Før jeg går videre til at beskrive de oplevelser, som fulgte, så vil jeg lige præsentere de mennesker, som  involverede sig, og give jer mine varmeste tak fordi selvom ånderne hjalp og hjælper, og min intuition, så kunne denne spændende og healende rejse kunne ikke være blevet til uden hjælp fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Moesgaard Museum og Jan. 

Stort varmt tak til jer alle hjælpere:

I står mit hjerte nært og jeg er så taknemlig for jeres åbenhed og varme og vores udvekslinger;

– Søren Nielsen

(Vikingeskibsmuseet i Roskilde | Søren Nielsen | Afd.chef, Maritime håndværk og Rekonstruktion 

– Anne C. Sørensen, 

mag.art, ph.d.

Afdelingschef undersøgelser, forskning og udstillinger

Vikingeskibsmuseet i Roskilde)

– Jan Skamby Madsen, Museumsdirektør Moesgaard Museum og i Roskilde (I mange år, bl.a. dengang indianerhøvdingen var der.)

Jan sørgede for jeg blev sat i kontakt med flere søde og dygtige mennesker, som arbejder på Moesgaard Museum:

– Cecil M. S. Pallesen

Antropolog, PhD

Museumsinspektør, De Etnografiske Samlinger

– Majbrit Holm Grenaa

Etnografisk Afdeling

Cand.mag. i historie og turisme

Senere blev jeg fortalt at Jan Skamby Madsen han har siddet til bords med Hendes Majestæt Dronningen Margrethe 2. og mange andre kendte – men selvom han er en kendt mand og jeg ikke er super til at præsentere mig, så er han sød og ligetil at være i selskab med. Ligesom alle de andre, som jeg mødte, også er søde og gode mennesker. Ligetil.


Men for at tale med ham, og få møde arrangeret, så måtte jeg ringe til ham. Og inden jeg ringede tænkte jeg over hvordan jeg så skulle præsentere mig.
Og efter at have gjort et ihærdigt forsøg på at præsentere mig nogenlunde til ham i telefonen – noget havde jeg jo lært – så blev jeg budt velkommen til at besøge ham, og han ville gerne fortælle om tiden med William, og kanoen. 

Hvad vi skulle ind og tale om, i detaljer, det vidste jeg ikke, men jeg stolede på at det ville vise sig. Men hvordan noget af det viste sig, det var helt særligt.

Men hvor var kanoen? En lang spændende rejse var forude. 

Men først til det smukke møde med Jan, og hvordan der kom klarhed over hvad vi med fordel kunne tale om:

Hvad var vigtigt at få ud i verden, set fra Williams perspektiv? Og universets…

Jeg var i gang med at lære om William, og bad derfor på vejen ud til Jan. Jeg bad om jeg ville blive vejledt til at vide hvad der med fordel kunne bringes frem i interviewet? Om der var særlige minder eller lignende som jeg skulle informeres om. På vejen derud kendte jeg intet til hvad Jan og William havde oplevet sammen, udover at Jan havde været direktør, og stået for William kom til Danmark, og havde lært ham at kende.

Nogle af tingene, som viste mig for mig som vejledning, dem vil jeg dele her – og længere fremme ser du hvordan de gav mening, og hvorfor de var så betydningsfulde:

Da jeg var på vej til kom der, efter bøn, vejledninger/guidninger, som blev vist ved den universelle energi påvirkede mig og mit felt, så jeg opdagede hvad jeg skulle have fokus på. Budskaber kan modtages på forskellige måder, og de måder, som jeg blev påvirket på viser hvordan budskaber kan modtages, hos mig; (Og når du har læst hele skrivet kan du se de giver mening ).

Det første jeg oplevede var at jeg i min energi blev præget til at få opmærksomhed på det at køre fra den store vej, og ud i en skov, langt ud. Jeg lurede på om jeg kunne holde tiden, så jeg ankom til rette tid til aftalen med Jan, men indeni, der kunne jeg mærke at jeg skulle med det som jeg mærkede i mit hjerte, og blive i det. Hovedet måtte fortælle, men ikke styre. 
Jeg vidste jeg til Jan skulle nævne hvad universet ledte mig til, det med at køre fra hovedvejen og ud på tur i stor skov, af små veje. At det, som jeg blev ført ind i, det havde forbindelse til hans tid med William, og noget William ønskede vi havde fokus på. Minder og relationsbevidsthed. Når jeg skriver ”vidste” er det ensbetydende med at jeg mærkede noget, som jeg kunne mærke var vigtigt, rigtigt og af betydning, men jeg havde ikke fået noget at vide fra Jan eller Williams relationer som kunne bekræfte rigtigheden. Ikke endnu. Efter en stund, hvor jeg ”bare” sad i den energi, kunne jeg mærke at den skiftede. Jeg mærkede at jeg skulle køre ud til den store vej igen, energien viste det. Ikke klokken, men energien. Da jeg ankom derude kunne jeg mærke jeg skulle vente. Ikke køre ud på den store vej, men vente. Jeg kunne sagtens køre ud, men beskeden var klar, jeg skulle vente og lade den snehvide store bil, som kom langt væk fra, ude til højre, komme op til mig, og så skulle jeg køre efter den. Jeg tænkte ”okay okay, jeg lytter”, for jeg kunne mærke det som kom, det var i rette energi. Men jeg vidste ikke hvorfor dette skulle forekomme, blot at der var noget yderst vigtigt i det. Og jeg fulgte det at lytte og følge vejledninger. Da jeg kørte ud bag bilen, som i øvrigt de næste 30 minutter kørte foran mig, fordi den skulle til samme by som jeg, da blev det ved at ”poppe” mig i øjnene at jeg skulle huske navnet bagpå ”Hansen”. Det var som det, som var det ene af to navne, ”voksede” i energi, og fik mit fokus. Jeg noterede det for mig selv at ”Hansen” og den sne hvide bil, at følges, og finde vej – på min vej til en ny relation – var oppe også. 

Og universet timede det så jeg ankom præcist til aftalte tid hos Jan. Til alletiders møde.

Inden interviewet gik i gang fortalte jeg ham om mødet med Søren, og beskeden fra åndeverdenen om at præsentere sig. Og han morede sig. Hvad jeg jo ikke vidste dengang da jeg skulle mødes med Søren, det var at præstentation er noget af det, som Jan altid har gået meget op i, og har lært sine ansatte. Bl.a. ved at de skulle sætte sig ved siden af hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og præsentere sig og deres fagområder. Jan og jeg blev vi med varm latter forbundet, en latter som Jan blev mindet om han har haft mange gange med William og han har haft mange af. William, som var min guide til turen, der er ingen tvivl om han så med, og vidste noget om Jan, som jeg ikke vidste. Og før jeg går videre om de andre budskaber, der føler jeg for at spørge: Hvad er en præsentation for dig? Er det dig, eller hvad du gør, eller begge dele, og er det en ”fast” en, som du bruger, uanset, eller er det en, der forandres som du og dit liv udbygges på bevidst niveau? Jeg har stor respekt for Jan, og jeg lærte meget af hans præsentationer. Og visdom. Og af mødet med ham. En god, klog og varm person, som jeg føler mig heldig at have mødt. Og vi hyggede os.

Jeg lyttede til Jan. Og nød hans indsats og minder, og nød at han fandt ting frem, som han præsenterede mig for, og som vi med fælles glæde og interesse kunne studere. Og delte om hvad der dukkede op i hans erindringer – også dem, som blev hjulpet på vej af at jeg havde modtaget budskaber forud – hvilket jeg fortalte ham om, som en del af at præsentere hvem jeg er:

Lige før vi skulle i gang med interview fortalte jeg ham at jeg havde haft nogle meget særlige oplevelser på vejen ud til ham. Og måske kunne han fortælle mig om det kunne have noget med William og hans tid at gøre. 
Da jeg beskrev oplevelserne kom der flere minder fra hos Jan om en tur, en fuldkommen særlig tur, som William havde taget ham på i Canada. Hvor de kørte væk fra den store vej og ud i skoven. I en stor bil. Hvorfor? Han fortalte at William altid har gået meget op i betydningen af at have relationer, og at vi er forbundet jorden over, i universet. Og da Jan er dansk, og William gerne ville assistere til flere gode forbindelser, og gøre gode indsatser for sin gæst, kunne William mærke at så skulle de på tur. William havde taget Jan med på turen fordi han var opsat på de skulle finde en mand, som nok var en dansk mand, fordi han hed i hvert fald Hansen, så måske havde Jan og han fælles forhistorie, selvom denne Hansen boede i Canada og Jan i Danmark. Og afsted tog de for at lede efter, og finde ham, ude i den store skov, væk fra hovedvejen. Hjertet blev fulgt. 

Og et stort varmt grin kom frem imens Jan tog minderne frem, minder fra hans liv med William, og sagen var og er at Jan tanke om at manden, ja manden han hed faktisk ”Hansen”. 

William arbejdede for alle ser og føler forbindelser. Netop dette, det var karakteristika på ham og hans liv, men det var jeg ikke bevidst om inden. Jeg lærte ved at leve, og sanse efter hvad energien indeholdt, den som blev bragt til mig – og ved at skelne imellem mit og andres kunne jeg mærke forskel – og finde vej. I rette tid. I livet. 

Mon det var William, der sørgede for at vejlede på vejen til Jan? Jeg tror det. I hvert fald var alle de budskaber, som jeg fik på vejen dertil, i tråd med hvad William gjorde med Jan, og stod for. Den snehvide bil, som jeg kørte bag, og alle budskaberne, de stod i tråd med Williams ånd og deres tid sammen. Jeg havde ikke i mit intellekt fået den information, men min energifelt og hjerte opfangede hvad jeg skulle være bevidst om. Og det var helt rigtigt. Jeg kunne føle der var ”noget”, og den snehvide bil var en del af sporet. Skriften på ”væggen” mm.

Jan fortalte mig også at han fik sin hidtil eneste tur på en snescooter, med hastighed som vi kørte på hovedvejen. Det fik han også lov at opleve, men også hvordan man ellers kan benytte for at bevæge sig frem når der er sne:
Snesko, det var noget af det Jan også viste mig. Evnen til at gå fremad selvom verden føles kold om en, det er hvad de fysisk og metaforisk repræsenterer. De er bygget på inspiration efter dyrs poter og teknikker. Selvom det hele er koldt og som sneet til, så er der muligheder. 

Muligheder til at gå med verdens form, fremfor kæmpe imod den. 

William og Mary havde foræret snesko til Jan. De havde selv bygget dem. Sneskoene skulle have været på The Museum of Civilisation, (mener jeg var navnet) men museet måtte vente. Jan skulle da have den gave med til Danmark. 

I indianernes kultur giver man noget for det man får. Man giver til naturen, når man tager et træ eller andet, og man giver sine venner noget, som tak for tiden og dem. Påskønnelse er en del af deres natur. Vi kan altid lære via hinanden, og jeg tænker ofte på egoismen i vores del af verden, og selvfølgeligt også alle de gode ting, men jeg føler for at spørge: ”Er det en naturlig del i vores verden at give når vi får? At vise påskønnelse? At skabe balance. Harmony. Recieve and give.” 

Det, at gøre det, i deres kultur, det er at få energien i balance. Giver for at energi-hjulene til at rulle. (Medicinhjulet er del af deres tankegang og verden, og viser mere om det.) 

En del af Williams version var og er at skabe steder, hvor alle kan plukke planter, som kan nære, også via synet og duftene af dem. Minde os om vores natur, som han i øvrigt var meget bekymret for. Han vidste det var vigtigt at pleje naturen, og værne om den. Ikke tage uden der er brug for det. Ikke tage mere end der er behov for. Den havde fortalt det til ham. 

Og hvad ser vi nu, i Danmark, i 2020? ”Giv os Naturen tilbage” er netop i denne uge begyndt på Dr tv. 

I øvrigt kom der aftenen før mit første facebook live tv med Circleofallnations (Organisationen, der tager hånd om at udbrede om William og visionerne, traditionerne”) et program på DR, om Canada. Canadas vilde natur. Deri blev sneskoene også vist mm.. Igen perfekt timing i universet. Vi havde, før tv programmet kom til, aftalt datoen for Facebook live. Det var på årsdagen for da jeg afleverede projektet til Canada.

 
Men William levede også efter alle, uanset i hvad krop sjælen har taget bo, at de respekteres. Dyr som mennesker, og naturen. Han vidste måske – eller måske ikke – at efter min kano tur, som han gav mig impulser til at tage på den tid, der ville verden ”blusse” op, og blandt andet sorte og hvide skulle forbindes med fokus på lige rettigheder. At Corona ville invadere og få os til at forstå at den form for liv, bl.a. med dyr i hobetal, og alt for meget gift i jorden mm., at det ikke gør godt i længden. Vores immunforsvar mm., det har brug for at vi tager ture ud i naturen. Stopper op. Bruger og giver til naturen.

Hvad jeg ikke vidste, da jeg begyndte på rejsen, det var at William arbejdede meget med hjerteligheden og forbundetheden – og det gik op for mig at det, som han stod for, og hans tankegang, det er så lig min læremester Shinto og hvad han lærte mig, og hvad jeg kom ind i her i Danmark og i mine arbejdsfelter flere år før jeg lærte om William – og om end jeg kun er ”lille” i forhold til hans indvirkning, så er der dog helt klart en forståelse i den store verden for det, som Shinto og jeg også ved og føler har betydning.

Jeg føler jeg på rejsen fandt nye relationer, og indsigter, som understøtter vejen. 

Men noget mere stort var på vej.

Jan fortalte mig så mange skønne oplevelser, og gav mig nogle af tingene fra den tid med hjem til mig. Jeg havde bragt ham en ørnefjer og den sidste nye bog fra min Mester Shinto og jeg. 

Særlige gaver til en mester. Gaver, som ånderne havde formidlet var de gaver, som skulle være til Jan. Jeg vidste Jan er en særlig person, som ved meget. Om mangt og meget. Det står som varmt lysende minde at besøge ham, også. Det var som en livssamtale (Derfor er dette her på Livssamtalen.dk) det interview. Og en rejse for mere flow. Og bevidsthedsudvidende og healende.

Også stort tak for at modtage og tilkendegive glæde og påskønnelse:

www.circleoffallnations.com, a Culture of Peace,

der er skabt til ære for Indianerhøvdingen William Commanda og hans levestil og visioner.

Til Romola Vasantha Thumbadoo for at anerkende og arbejde på at indsætte rejsen som del af stor kortlægningssystem over Indianerhøvdingens rejser og indsatser for en bedre og mere hjertelig verden, hvor alle har lige meget ret, sort som hvid som gul som rød.

CircleOffAllNations.com, Romola 
Vasantha Thumbadoo, wrote to a event in september 2019 this: 
“The global and temporal connections theme also manifested – this totally unexpectedly – a new Circle of All Nations friend Winnie Stubkjær Laursen from DENMARK sent us a MARVELLOUS GIFT – She tracked down and interviewed the former director of the Roskilde Viking Ship Museum, Jan Skamby Madsen, and colleagues, and sent us videos, photographs and memories of when Jan had tracked William Commanda down and convinced him and his wife Mary to go to Denmark and build a birch bark canoe there in 1981!”  

Hun skrev også at den elektroniske mappe, som hun vil skabe om William og hans visdom, og rejser, at projektet vil komme deri:

”The Atlas about Wiliam Commanda is a work in progress. And in there the project will be shown. Videos and much more. It will, when it is possible be come together with the website www.circleoffallnations.com

Jan, den kære Jan, ses nederst, som videoer, og nogle af mine fotos ses.

Men hvor var kanoen?

Jan fortalte mig at kanoen var blevet overført fra Roskilde til Moesgaard, fordi sidstnævnte havde mere plads. Men i forbindelse med det var den ved en fejl blevet indskrevet som en gave til Moesgaard, og den var derfor ikke mere registreret i Roskilde. Derfor kunne Søren ikke slå den op der.

Jan ville sætte mig i forbindelse med Moesgaard, hvilket jeg er meget taknemlig for. 

Jeg ringede til dem (Og præsenterede mig ) og spurgte om de ville hjælpe. De fandt projektet sympatisk og spændende, og ville undersøge nærmere.

MEN de vidste ikke hvor kanoen var, vendte de tilbage og fortalte mig. Men De ville lede efter den, og den bør jo være til at finde da den er mange meter lang, men nej, de kunne ikke se den nogen steder. Heller ikke på deres lagre. Undervejs i eftersøgningen ringede de og spurgte til om det mon var den, som så sådan ud, (og beskrev en ganske anden) for så havde de fundet den, men jeg kunne fortælle at nej, desværre, sådan ser den helt sikkert ikke ud. Vi havde en dejlig og varm tone imellem os, og morede os over en så stor genstand kunne forsvinde – det pudsige. Og jeg gav dem de beskrivelser, som jeg havde fra i mine minder fra tiden med Jan, og hans fotos. Men nej. Kanoen var så ikke den de havde fundet. Men hvad så?

Det ”pudsige” var at akkurat da jeg henvendte mig til Moesgaard da havde de besluttet derude de ville til at gennemgå hvad både de havde. Tilfældigt? De var klar over at jeg kontaktede dem om en båd, som de ikke selv havde fundet, og det også var godt for dem at vi bragte os sammen. Den rette timing. Universet sætter os samme på kryds og tværs, til rette tid.

Dagen efter modtog jeg et opkald fra Moesgaard, som inviterede mig ind på et lager, som folk normalt ikke får tilgang til. Jeg takkede for tilliden og indsatsen. Det var meget spændende at møde dem, og se alle tingene. Men kanoen?

Da jeg ankom til Moesgaard Museum, glad og fyldt med håb, mødte jeg de to førnævnte kvinder Cecil og Majbrit. (De ses i de videoer, som er oploadet og nogle af fotos har de taget, men må bruges som mine, og på mine videoer og fotos.) 

Vi havde nogle snakke om hvordan vi kan præges af hinanden, og om børneopdragelse mm.. Og det smukke i denne rejse, og processen for dem også.

Og de fortalte at de havde været meget berørte af at lede efter kanoen. At dømme ud af synet af hvad der var, så kunne den øjensynligt ikke ses. MEN en af dem havde pludseligt fået en intuitiv fornemmelse om en kasse. De havde været ovre ved den kasse, og der havde deres intellekt havde afskrevet som af betydning, fordi kassen var og er en transportkasse, uden nogle mærker på. Placeret oppe under et skråtag. Men intuitionen talte. Og intellektet undrede sig. Men intuitionen førte dem: Efter at have fundet boremaskine og boret låget af og åbnet kassen, så havde de kontaktet mig. De var berørte. Det var intuitionen, som førte dem.

Og de var berørte af de ledte efter både, lige da jeg – fra en anden verden – ringede til dem om en båd.

Men noget andet berørte dem også.

Og jeg. Om lidt ser du hvorfor, og ser at noget på den båd, i Williams liv, også på forunderlig vis er forbundet med mig, og mit liv.

Båden var i kassen. Så smuk og velbevaret. Som var den lavet nu. Så smukt arbejde. Der var syninger med intakte rødder, og barken var intakt, det hele. Træet, der var brugt til at forme kanoen, det var uden orm, mm.. Træet og barken var bøjet via varme, snittet, og alt sammen de fineste håndværk ud af naturmaterialer. Præcision. Bygget for år tilbage. Så smuk. Som et kunstværk. Et indblik tilbage i tiden, og til naturens redskaber til mennesker – brugt igennem mange mange år i Canada, til at sikre overlevelse mm..

Da vi undersøgte den nærmere fik jeg en meget meget særlig oplevelse, udover om hvordan båden var bygget. En ting er jeg arbejder med træer, naturen, og har indianske venner og venner, der er venner med indianere der lever den levestil og tankegang, men jeg havde på min rejse også lært at mit liv, mine visioner, at de så meget går i tråd med deres. Selvom de var i en anden verdensdel. Og her stod jeg så med træ, smukt formet, og benyttet og æret, brugt i en anden form for terapi; hænder bragte folk sammen på tværs af jord og vand. Bygget af en høvding, som du om lidt/længere fremme, vil kunne læse om blev berørt på af noget i mødet med Hendes Majestæt, som satte sig i den Canadiske historie. Hans hustru og venner, hans relationer og ham, de sammenfattede noget, som berørte Jan og Danmark, og mange flere. Inklusiv jeg selv.

Og båden, den viste noget mere. Sagen er at når William byggede mærkede han ting ved at snitte i det. Fx totemdyr mm.. Men denne båd, den havde noget andet. Den havde navne på sig. Og stjerner. Stammen, Williams stamme, hans folk, det navn, det navn var indskrevet i kanoen. (Du kan se det på fotoet.) Navnet var og er Mamiwinini. Såvel dem, som arbejder på Moesgaard og så det, og jeg, fik gåsehud. Hvorfor? Navnet er så lig mit navn Winnie. Jeg følte at rejsen bragte mig ud i flow i livet igen. Og følte mig ”hjemme” i deres traditioner, og verden. Og min sjæl og bevidsthed havde responderet da sjælen fra deres stamme havde kaldt mig på tur. En tur der healede og styrkende mig helt ind i min grundstamme, så at sige, og så var stammens navn sørme så tæt på mit fødenavn.

Tilfældigt? det kan vi sige. Men Måske ikke.

Da alt er energi, og rejsen bragte mit liv i helt nyt stærkere flow, og nye relationer, det er i hvert fald sikkert. 

Det er også sikkert at temaerne, som min Mester Shinto, født som vis sjæl i en pony krop, lærte mig om gentagne beviser for dyrenes indsigter og klogskab, og hans budskaber handler om betydningerne af hjertelig ageren, kontakt med hjertet og respekt, at vi alle er forbundne, om vinden og flow og jorden, om ansvar og det kollektive felt, at stå for alle ikke som kun for en selv, at alt er energi og forbundethed. Da jeg blev hans elev i 1998 kendte jeg ikke til William. Men Shinto levede og bar en visdom, som han udlevede og oplærte mig i. På den anden side af jorden lever der et folk, som han aldrig mødte fysisk, men de kendte visdommen også. 

Det er stort og fint, og dybt og stærkt. Det er at tage en vej, fra den vej, som der er, og finde en ny vej. Flow. Nye relationer. Mine relationer i Canada kender til Shinto og min vej, og ærer ham. I deres verden er det meget mere acceptabelt at tale med dyrene og benytte naturen, og tale om ånder, energi mm.. Men jeg blev født her i Danmark, og gik min vej her, og Shinto valgte mig her i Danmark. Dengang, der stod han og skulle slagtes. Han blev kaldt dum og hans navn var Dusty. Shinto udvalgte mig til hans elev, og jeg fik indsigter som intet menneske har kunnet lære mig. Han er større end en kropslig bevidsthed. Hans sjæl er energi og en bevidsthed, der formidler bevidst, og bevidst henter, rejser og kommer frem. Med hjertets felt med. Jeg er meget meget taknemlig for han tog mig i lære, og også for hvad jeg har opdaget på rejsen her. Han lærte mig om at mærke efter, at følge vinden, energien, skelne imellem intellekt og hjerte. Følge hjertet, og finde vej.

Takket være det kom kanoen ud i verden igen, fremfor at stå ”glemt” og gemt hen i en boks. Hvilken gave.

Citat fra ”Learning from Kindergarden Dropout”: 

Mamiwinini – A Nomadic Heritage;

”I am in the earth, wind and waters;

I am as the bird flies and the wind blows and the water flows”

Budskaberne fra Danmark, min rejse, det opstod fordi universet talte til mig om at tage rejsen. Og bringe info til Canada. Som en gave. Fra mig til dem. Fra os til dem.

Respekt. Vi berører hinanden i hænder, i handlinger, i tanker, i generationer, på tværs af lande, og at mødes kan heale.

Da William mødte The Viking Queen, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, var det også særligt for ham at forbindelsen var imellem Canada og Danmark. 

William fortalte om mødet. Til sine relationer.

William havde, i sin kuffert, taget sit ”arbejdstøj” med. Sin høvdingedragt. Proper dressed. Han mødte hende i det, og Prinsesønnerne. (Foto)

Hvad han tog med sig fra sit liv, og sin tid med Jan og i Danmark, er mange ting. Om mødet med Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. fortalte han at da de gav hånd, da bar hun ikke handsker. Der var ingen barriere i mødet. At mødes på den måde, det fik ham til at føle sig respekteret. Som den han er, og hans kultur ligeså.

At møde hinanden med åbenhed trods forskelle, at møde andre i verden med åben hånd, fra hjertet og med hjertelighed, det varmer. Det kan heale. 

I hjertet er vi alle lige. Alle er forbundet.

En verden med mere fred vil automatisk opstå hvis vi alle kan favne hinanden fra hjertet, og mødes uden forbehold, og se efter hvad godt vi kan have til fælles. I hjertet har vi ikke interesse i ufred, men føler Peace. Fred.

Rejsen bragte mere Peace. Paddle with Peace, now and in the future.

Tak Shinto. Tak William. Tak Circleoffallnations og Romola og alle I andre, som er i mit liv.

Må medvinden føles som med jer alle på måder, som I føler er de bedste for jer.

Medvindsønsker, med fred,

Winnie & Co.

Og turen gik til Moesgaard Museum, Aarhus, sammen med Cecil og Majbrit (se tekst):

I indlægget/afsnittet “En livsrejse for fred & kærlighed – Paddle For Peace And Love & Paddle With Peace” ses links til nogle af de videoer, som jeg optog i forbindelse med projektet.

Paddle With Peace
Medvindsønsker,
Winnie