Sorgen som ressourcegivende redskab (?!), 2. juni 2020

Dette indlæg har til formål at oplyse og assistere til mere viden, men også give redskaber til at finde mere styrke, så livets indhold er lettere at bære, trods for hvad hårdt vi også indimellem må erkende af følelser.

I dette skriv, på 10 års dagen for min elskede læremester og vens fysiske død, da deler vi til dig, i håbet om du i dit liv kan få mere styrke, varme og glæde, og lettere ved at håndtere de sorger, som de fleste mennesker oplever på livets rejse, i form af at miste et dyr og/eller et menneske på den ene eller anden måde. 

Tak til dig Shinto for vise bidrag og uendelig kærlighed og assistance. Du er fantastisk læremester, og jeg er glad og taknemlig for du udvalgte mig som din elev i 1998, til evigt Mester elev forhold.

Redskaberne heri kan bruges uanset om du er spirituel eller ikke spirituel, eller hvad tro du har eller ikke har :). Og der er mange, og der er meget forskellige, og jeg og vi håber du og dine kan og vil læse med og finde mere livsstyrke via dem.

Når vi mister kan det gøre frygteligt ondt. Og der er et tomrum, som følger. 
Minderne har vi, ja, og det er godt, men… Hvis vi elsker den (dyr som menneske, som er afgået ved døden eller mistet på anden måde)  er der ikke alene et opbrud og forandring i vores fysiske verden, hvor interaktioner tabes, og måske tryghed mm. Forsvinder. For altid er det fysiske, og hvad der følger med det fysiske, væk, men det særlige individ. 

Det tab, og den ”tomme” plads berører os selvfølgeligt, uanset om vi er dyr eller mennesker. Sorg kan følge, og måske også chok og alenehed mm.. Og det er vigtigt at forholde sig til sorgen fordi at ikke bearbejde den kan skabe mange følgevirkninger i årevis. Sorg kan belaste kroppen, og sindet og følelserne, og det er vigtigt at finde ressourcer ud fra det skete ikke kun fordi det er af psykisk betydning men også fysisk betydning – og af betydning i relation med anden/andre. At tage hånd om sorgen på gode måder, det er vigtigt. For alle. 
Men for at ikke dykke helt væk og opsluges af sorgen, så at sige, så er det også af betydning at – når tiden føles som den rette – at kunne få øje på det, som sorgen kan give os af godt, og hvad der kan løfte os opad og styrke os. At miste kan bringe en ”mørk tid” med sig, og det er altid okay at lade sorgen og følelserne holde sit indtog i kortere eller længere tid, og også i perioder senere i livet. Det kan være tungt at miste, og for at gøre det bare lidt lettere at håndtere det har jeg valgt at dele erfaringer med dig om hvad der for nogle mennesker, og måske også dig, kan medvirke til der også findes lyspunkter, til trods, så det kan gå opad og fremad i livet igen. Sorg kan også bidrage til at det er lettere at opdage mere lys i livet, nu og fremad, hvis vi bl.a. får hjælp til at anskue den på den vis, som min mester og jeg deler med dig heri.

Udover disse redskaber kan vi opfordre dig til at tale om hvad du føler, og skrive om det du føler, og du skal vide du er altid velkommen til livssamtalen.dk, altid. Også selvom du måske synes du ”kun” har behov for at gentage dig selv. At få det indre udtrykt hjælper til energien indeni kan forandres til at mere godt kan tages ind og rummes. 

En tom stol og plads, stilhed, ingen fysisk kontakt, og en helt masse tid forladt, og ingen svar eller kommunikation eller fysisk interaktion. Ingen berøringer og ingen åndedrag fra den anden kan høres. 
Et tomt rum som ikke kun skal rummes men også håndteres. Bearbejdes. 
”Volumen” af sorg og afsavn kan føles mere voldsomt, og tomrummet kan ”larme”.
Det, som opstår som følge af tab, kan mærkes som ”alene” tid, ja nærmest fortabthed, og alenehedsfølelser og sorg, ja måske endda afmagt eller mangel på livslyst, kan være med når vi er stærkt påvirket af alene følelsen, og/eller andre nedtrykkende følelser og tanker.
Sorgreaktioner må gerne tage tid. Det skal der også være plads til. Også de mange runder og lag, der opstår, fordi der er også typisk mange oplevelser og reaktioner at bearbejde, og ikke alt kan tages på en gang. 

Når vi oplever brud, døden eller på anden vis at mister, da kan især døden føles som en ”nu er det for altid slut” oplevelse. 

Men specielt ved afslutninger af noget i livet, eller tab, da er det så vigtigt at få dannet noget der kan forme livsenergi og skabe glæde ved livet. Modvægt. I sorgen kan der findes noget, der kan løfte imens det andet kan tynge. Det vil vi se mere på i denne deling, og det  er redskaber, som kan bruges af alle, uanset tro eller ikke tro. Men for at nå dertil vil jeg lige dele lidt om kulturens indvirkninger og min baggrund for at skrive om sorg.

Jeg har oplevet mangt og meget i mit liv, og dybe sorg perioder. Bl.a. som følge af en kæreste tog sit liv, da jeg forlod ham. Jeg gik fordi jeg ikke følte det, som jeg synes han fortjente fra en kvinde. Jeg vidste jeg ikke skulle være der. Men han kvitterede ved at fortælle mig og verden at uden mig var der ikke noget at leve for. Jeg havde åbnet min mund og fortalt ham hvad jeg følte – og hans død var konsekvensen, og en masse skyld og frygt for flere ville dø. Og et sådan traume kræver særlig hjælp. For mit vedkommende blev jeg ræd for at den næste mand også ville dø, hvis jeg ikke følte det, som han ønskede. Det var ikke en rationel tanke, og det var ikke min skyld han døde, men hans vilje at han tog sit liv, og den gav jeg ham aldrig, men reaktioner som følge af en døde giver ikke altid evnen til at få følelser i flow straks igen. Chokket kan være så voldsomt at der tages afstand fra nærhed igen, eller at det tager tid. Og andre gange kan en voldsom rædsel for at miste igen opstå, og trigge, til nok er forstået til der kan leves med hvad der er hændt. Og findes godt liv igen. Men enhver sorg kan gøre ondt, og behov for hjælp kan være nødvendigt uanset hvem og hvordan nogen dør. Og andre gange er hjælpen ikke nødvendig. I mine mange år som assistent for dyreriget og menneskeriget ser jeg mange dele at sorgen over tab af dyr kan føles mindst ligeså stor, eller større, end tab af mennesker. Jeg elsker dyreriget, og jeg beundrer dem, og jeg mener de kan lære os noget som kun dyr kan lære os, blandt om kærlighed og ubetinget kærlighed og sanseevner og bevidsthed. Derfor er det naturligvist også sådan i mit liv at dyreriget også kæmpe betydning. Min elskede læremester Shinto døde den 2. juni 2010, og selvom han ”kun” var en stor sjæl født i en shetlænder hestekrop, så var sorgen voldsom. Han er min spirituelle læremester, blandt meget andet, og fik blandt andet også talrige dyrlæger og videnskabsfolk og andre overbevidst om dyr er bevidste væsner, som blandt andet kan beskrive deres egne kroppe, venner, ejere mm.. Han er den, som flyttede mig fra firkantet skepsis som konstruktør af slagterimaskiner og igennem angst og til åbenhed for det at mærke mere end blot hvad vi kan “regne ud” og “tage og føle på”, og han er den, som har æren for bøgerne om dyr og mennesker (De Kloge Dyr) som bla. opnåede bestseller status. De mange oplevelser i mit liv, og med andre kulturer, bl.a. dyrenes bevidsthed, og indianernes kultur, har givet mange indsigter, men også personlige indsigter er der kommet mange af, og indsigter i andre efter mere end 20 års arbejde med mennesker og dyr. Og fælles for os alle, dyr som mennesker, er vi kan føle såvel kærlighed som angst, og sorg, mærke vores krop, savne og processen, men også at vi skal finde vej i livet. Og i mødet med når livet i den fysiske krop ophører.
Og her er bl.a. redskaber vigtigt, og kendskabet til kulturens indvirkning på os, også under sorg, mm.  
 
I vores kultur her i Danmark har vi typisk har lært at hvad vi kan tage og føle på, altså det fysiske (bl.a kroppen) det er virkeligheden og trygheden, og det, som der ikke kan tages og føles på, det føles ikke eksisterende på samme vis. Det betyder at når kroppen dør, så føles det grundlæggende som endegyldigt punktum, for de fleste. Men er det nu det? Er der mere imellem himmel og jord? Talrige beretninger, også fra videnskabsfolk, kommer frem om nærdødoplevelser og oplevelser af bevidstheden eksisterer også når det energifelt, som kaldes det fysiske, altså kroppen, er forsvundet.

Jeg er af natur skeptiker. 
Jeg er ikke overtroisk – men jeg tror på det, som jeg mærker.
Men i årevis benægtede jeg, pga. angst og frygt for reaktioner, mine medfødte evner til at mærke mere end det fysiske, og jeg holdt mit fokus på det beviselige. Jo ældre jeg blev, og ved at Shinto kom ind i mit liv og tog mig i lære, og ved jo mere livet viste mig, da blev det klart at det er en del af min livsrejse at få beviser i eget liv om livet leves også efter kroppen dør. Jeg fik ikke kun indsigter via Shinto og jeg men mine evner åbnede sig også så jeg kunne opleve om andres liv og afdøde relationer, selvom jeg helst ikke villle. Det var og er min sti at mærke mere end “blot” det fysiske, og se beviser igen og igen – og havde jeg ikke set dem havde jeg aldrig flyttet mig til at tro. Og nej jeg er ikke overtroisk, og respekterer altid dem, som tror anderledes end mig, men min oplevelse er at livet leves også når kroppen er død. Jeg ville se beviser, og ikke leve som om jeg prøvede at antage en anden verden findes – som et forsøg på at tænke sig til at en ”fake” verden findes, som sorg lindring. Jeg forholder mig kun til hvad jeg kan mærke, og er meget opmærksom på at ikke antage men vide. Og jeg fik beviser for at den anden verden findes, at vi lever videre som bevidsthed, og mere end jeg på nogen måder ”kunne finde på”. Og jeg har måttet sande, selvom det tog mig år og gentagne beviser at overgive mig, at den er god nok, de ”døde” har bevidsthed, som fortsat er, men som er fri af det jordiske begrænsende tankefelt, som vores skepsis og frygt kan forme imens vi lever. Vi er en del af noget større.

Det var angstprovokerende for mig at åbne mig for de oplevelser, og gå op imod vores kulturelle baggrund og de flestes verdensbillede, men kærligheden hos de afdøde er, og de ønsker at du og jeg og alle andre får et gode liv. Og at vi ikke tynges af nag og skyld. Og det fortjener du at få at vide. Det ønsker de. Altid. At tro andet end at afdøde er kærlighed, og vil os det ondt, handler om projektioner og mangel på indsigt i hvad energi er, og bevidsthed, og det er der intet galt i. Men det er noget skidt hvis det så er sådan at angsten bærer for at tænke på, eller føle, den afdøde. Jeg har taget rejsen igennem, og følt meget ensomhed i min kultur – før jeg fandt redskaber til at håndtere det. Og jeg måtte finde redskaber til modvægt, og dem deler jeg gerne med dig.

Vi lever i en verden, hvor der bl.a. ikke er bred enighed om sjælen/bevidstheden findes, og lever, uanset om den fysiske krop er væk. For den, som ikke tror på der er mere end det fysiske, og ikke tror på – eller har erfaret – at der findes liv/sjæle selvom kroppen er død, de ”vi tror kun på den fysiske eksistens er virkelighed” vil kunne få en mere hård ”nu er det slut” følelse af tab, ”det var det” og ”for altid alene og adskilt”. Aleneheden og sorgen kan ramme. Hårdt. Det er en trøst at vide at tanken om sjælen lever stadig, og kan se og høre os, og vi kan tale til dem, og måske får vi også oplevelsen af at de formidler til os. Men uanset tro, eller ikke tro, kan sorgen og tomrummet mærkes fordi vores hjerne jo har sine mønstre, og vi har en verden, som er fysisk også, og der er der tab. Uanset tro. Når en elskes og forsvinder. 
I nogle dødsforløb har der været et langt forløb med smerte og sygdom og når det afsluttes kan det føles som en lettelse for nogen, når lidelsen slutter, men fælles for alle processer er, at hvis der ikke er redskaber til at håndtere følelserne undervejs og efter, og være med tårerne indeni og udenpå, som gerne vil rense sjælens livslag og skabe mere klarhed – eller hvis omgivelserne ikke kan støtte på måder som det føles som bedst for den, som sørger – så kan det hele blive svært – og sværere og mere langtrukkent end det ellers kan blive. At få fokus med kærlighed, og få fokus på hvad sorgen kan bruges til, også intellektuelt, det kan være en med til at komme bedre videre – uanset omgivelsers meninger. Der stadig redskaber at støtte sig selv, og andre, ved. 

Hver har sin livsbane, og jeg har den dybeste respekt for din vej er unik, men måske kan du bruge de erfaringer, som jeg har gjort mig med rigtigt mange mennesker og dyr igennem mere end 20 år som erhvervsdrivende og som menneske, og de redskaber som er på vej til dig heri.

Ingen kan erstatte den unikke, der er væk, og der savnes, og det kapitel der er ovre, i fysisk forstand, det er ovre i fysisk forstand – men følelserne er stadig. Og gudskelov har vi oftest også gode minder.

Hvorfor kan ingen erstattes? 

Fordi den unikke – dyr som menneske – er en særlig og unik personlighed og en del af din livshistorie og oplevelser, som der skulle og måtte leves – på godt og ondt. 

Det var og er en del af udviklingen, og bånd imellem to skabes ved oplevelser og tanker og følelser. Og når der bliver tomt er det, som blev oparbejdet, stoppet og linen er klippet over, og muligheden for flere minder og oplevelser imellem og med 2 eksistenser med fysiske kroppe er ovre. Det, som en gav dig, det kan en ny ikke give dig det samme af. Men noget a la det samme, og nye oplevelser.
Det er umuligt at spole tiden tilbage, eller ændre den, og genetablere fysisk nyt nu som er kopi af hvad der var. I tiden der gik, der var oplevelser, erfaringer og bånd og interaktioner som det der var. Og derfor kan en ny ikke erstatte den, som der er væk. Det er derfor ikke så smart at sige til folk ”du skal bare have en ny hund, eller hest, der kan erstatte den der er væk”, for det er ikke muligt. Og det er ikke meningen at det skal være sådan at den nye skal være som den før. Fordi det er ny tid nu. Og andet væsen, med en anden personlighed og livsplan. Du har jo levet det igennem du skulle, og den, der er væk, har.

 Når vi slutter et i forhold er vi nyt sted, i forhold til hvornår vi startede en relation. Vi, (dyr som mennesker) og den anden er udviklet til nye niveauer.

Og hvert dyr og menneske er forskelligt. 

Derfor passer vi måske i en periode med et menneske og senere i livet ikke – fordi vi er på nye niveauer. Ingen er mindre værd af det. Der er blot forskelle på hvad vi skal i livet. Og hvornår.
Hvert dyr og menneske forskellige, og livet kan ikke leves forfra. Derfor kan et nyt dyr eller en ny partner ikke give eller møde de følelser, som der var, men nye. Og mere nyt og godt. 

Men hvad kan vi så gøre når eller hvis sorgen river og smerten, og skyggerne står i vejen for de gode ting, eller gør morgene, dagen, aftenen og/eller natten hård? 
At have gode minder kan lindre og løfte og hjælpe, men det er ikke det samme som vi skal stoppe og kun leve i minderne nu og fremad for altid. 

Men minderne kan bruges som redskaber til mere end mange har opdaget. Se mere her:

Men da det hårde kan belaste, også kropsligt og i energien som helhed, selvom det også kan få os til at vokse i indsigter mm., så er det vigtigt at have modvægt til det tunge. Så alt ikke bliver mere og mere tungt, og tomheden og sorgen vokser – og med dem kan der komme så mange skygger at lyset i livets andet indhold måske er svært at se eller føle, måske.

Men… Hvis du definerer for dig hvad du så meget elskede i interaktionerne og den andens tilstedeværelse i dit liv, så kan du i undersøgelse af det, i detaljer, se hvad du kan glædes ved. 

Med andre ord, når du savner den du mistede, prøv at undersøge hvad du præcist savner. Hvad det var der vakte glæde. Hvad I gjorde og havde sammen? Var det at fysisk røre? Var det at høre lyden af vejrtrækningen, livets bølger? Var det at gå ud i verden sammen? Var det at en så dig og støttede dig? Var det at du følte dig værdifuld ved at kunne glæde den anden? Var det kærligheden der opstod ved at føle nærværet og oplevelser? Hvad var det? 
Hvis du undersøger kan du få indblik hvad du værdisætter, og kan have gavn af at have i dit liv.

Hver enkelt oplevelse bærer oplevelser og stimulans til dig. Den, som du fik stimulans og oplevelser med, den kan ikke erstattes. Men du har fået med dig hvad du finder glæde ved, og du kan bruge det til at søge noget lig det – men med en anden eller andre.

Finder du ud af du savner fysisk kontakt, brug det til at søge fysisk kontakt.
Finder du at det stille ord løse samvær gjorde dig godt, søg efter at få det med andre.
Finder du at gå ture sammen føltes løftende og motiverende, og at have følgeskab på ture, motiverer dig til at gå mere ud, søg efter hvem du kan gå med.
Savner du at nusse fx et dyr, og fx en kats spinden i dit hjem, eller et dyr at komme hjem til, eller gå ud til, overvej om tomrummet med fordel kan fyldes af en, som kan dette for dig.
Osv osv. Men vær åben overfor at nyt også skal opleves, og at begynde en ny relation med åbenhed er at forstå at den følelse af kærlighed og tryghed der kan opleves efter år sammen, og indgående kendskab til sig selv med denne, og måske den anden også, det har en ny ikke med dig – den nye har noget mere at give dig, på andre måder, og måske er der også ligheder. Men hvis du lader sorgen over tabet stå sådan at frygten for mere sorg og at miste former, så du undviger fra at søge mere godt med nye, så er sorgen den, der styrer dig mere end det som kan opbygge dig.

Og hver ting til sin tid. Det er altid okay at ære den som var, og den tid, og savne og sørge, men ingen som er døde ønsker du skal begrænse dig selv fra at leve. Men bruge døden som en erindring om at det er vigtigt at leve imens livet i kroppen er. Også det liv.

Og din krop har gavn af fokus på det gode.
Også de gode minder, og nye gode oplevelser.
Blandt mine råd er der også at tale til den afdøde. Tale. Og tillade dig at dele.

De minder, som der vækkes, er indikationer på hvad der betød noget – og selvom den elskede ikke mere kan være med, så kan nye minder og oplevelser formes. Er minderne bedst om ture ud i verden sammen, se om alt det gode kan varme, og mærk om det er tid at søge en der også gerne vil på ture ud i verden.

Vores elskede, mistede, ønsker at vi kommer videre. Har Fokus på lyspunkter, og fokus på at få flere af dem, og ved det kan skabe mere styrke til at komme videre med det gode, og håndtere sorgbølgerne så de ikke drukner en, men hver til sin tid. Men med fokus på at bruge det gode som navigationsmidler efter hvad der kan søges af mere godt vil altid føles bedre end udelukkende fokus på det tabte.

Styrkelse via fokus, og undersøgelse, er hvad jeg ønsker dig – hvis du ønsker det for dig.
Og at du favner din sorg og dine processer med kærlighed.

Dyr, fx, er eminente til at elske ubetinget. Hvad ville du gøre overfor dig selv hvis du var et dyr? Du ville støtte og elske dig selv, og dine processer. Ikke dømme ned. Uanset hvad andre mennesker mener eller ikke mener. Hjertet er støtte. Hovedet er ikke altid det, som taler støttende, men ånden i de afdøde er støtte. Støtte til at løftes. Opløftes og finde ro med hvad der er, og få fokus på støtten til dig, hvor du har din viden om at de afdøde lever og sender dig kærlighed. Ubetinget. Uanset om din indre kultur er at tro anderledes, så hjernen siger ”Ej, det kan du ikke bare tro på”, men vid at det er bare hjernen det fortæller. Og det kan være svært at få styr på hjernen, og ikke smutte med den, men jo du evner at få mere modvægt til det hårde i fokus, jo nemmere er det at komme stærkere og tryggere videre.

En metode kan være at føle hvor kærlige følelser du fik med og fra den, som du mistede, og tage de gode følelser med dig. I din krop og i din bevidsthed. Kærlighed er aldrig forgæves.
Du er aldrig alene, selvom det kan føles sådan, for nogle eller nogengange.

Og jeg er her også for dig. I www.HeartAndHeadLeadership.dk og www.Livssamtalen.dk, også via www.Deklogedyr.dk, som min Mester Shinto er bag. 

Jeg ærer Shinto og elsker ham, og kan stadig 10 år senere have tårer trillende, men det er flere gode tårer, og der er smil også. Han lærte mig uendeligt meget. Og lærer mig stadig en masse.
Ingen kan tage Shinto s plads, og sådan er det. Men andre har fået plads også, og det nyder han.
Jeg er nyt sted i mit liv, og oplever på nye niveauer, men vi følges fortsat ad.
Alt er som det skal være.
Shinto rejste fra kroppen da han skulle, lærte han mig. Fordi det var den tid for hans livsplan, og for min.
Han lærte mig at ingen død indtræffer for sent eller for tidligt, men når den skal.
Jeg er heldig vi havde den tid sammen, og jeg blev hans elev.

Og han lærte mig at få beviser for dyrenes bevidsthed er langt mere end instinkter, og de er udviklede væsner, som vi mennesker kan lære så uendeligt meget af – hvis vi i vores kultur vil åbne os for det i vores hjerter og intellekt. Det er så godt givet ud. Ligeså er det godt givet ud at lære med mennesker, men hver til sin tid og plads.

Shinto var også den, som trænede mig i at se at jeg ikke bærer overtro, men tror på det jeg oplever – og gav mig, med hav af andre sjæle, bevidstheden om bevidstheden lever videre, og beviserne.

Og Mere godt i livet vil kunne komme, for dig og for mig og alle. Hvis vi har fokus der, så oplever vi det. Og det gør godt at have modvægtsredskaber til det hårde. At kunne løfte os, ligesom dem der elsker os ubetinget altid vil ønske at løfte os og ønsker vi løfter os selv, og fortsat har godt i livet.
Det ønsker Shinto og dem, der elsker, for den de elsker eller holder af, og det ønsker de også når de er afdøde.

Deres ønske er altid:

Din kærlighed til dig, lad den få lov at blomstre og kærligheden til livet, når du er alene eller med andre, det er hvad dem, der elsker dig ubetinget altid ønsker.

Det betingede kærlighedsfelt er ophævet når vi er bevidstheder uden krop.

Bevidstheden uden hjernens indvirkning er ren ubetinget kærlighed.
Og healing.

Til dig, kære du, som er med som den, der ønsker til at lytte til en med sorg, lyt, og vær der i det omfang du kan. En sorg kan komme i bølger, og derfor er det helt normalt at det ”kører i cirkler”/gentagelser i perioder. 
Men et lille fif til fysiske møder om sorg er dette: Mange vil gerne trøste med berøring. Men ikke alle kan håndtere berøring. Det er god ide at huske et spørge om en berøring ønskes, hvis du ønsker at give den som trøst, eller om den, som du ønsker at røre ikke ønsker at røres, før du måske føler dig fristet til at give berøring som trøst. Hvis der siges nej er det ikke nødvendigvis en afvisning af dig, men i en sorgproces kan der føles behov for at ”holde ekstra på sig selv” for ikke at falde fra hinanden, og selvom gode berøringer normalt kan føles godt, så kan berøringer også aktivere så meget mere end det føles som at det kan rummes, lige der. Ikke alle føler de kan rumme berøring i en proces med sorg, og andre kan, og hver til sin tid. Det værste du kan gøre er at blive ”pige-sur” pga. en anden er i sorg proces, og ikke kan rumme så meget, eller sige til vedkommende ”det er jo kun et dyr” eller andet ”kom videre”. 

”Sorg er som kulde. Kulde mindskes ved varme. Derud kan bedre flow opstå.
At møde is med is har anden effekt end når is mødes med varme.”
Shinto

Du, kære du som sørger, brug gerne tid på at mærke din krop, og livet i din krop, fordi det kan hjælpe til at føle gode følelser også og måske blive opmærksom på anspændthed og at spænde af i kroppen, hvilket også kan hjælpe til følelser lettere forløses, og fokus på mere godt kan føles. 

Efter en periode med sorg kan det være ide at sætte tid af til hvornår hjernen må beskæftige sig med sorg tanker. Ikke fordi det er forkert at gøre det hele tiden, men en hjerne får sine tanke mønstre, og det kan være nødvendigt at arbejde med at bryde dem, og få hjernen til at tænke på andet også. Det er ikke svigt af den døde at se på andet. Men under en sorg, hvor der er krise, vil hjernen registrere ”pres” og systemet kan komme til at fokusere på meget på det at hjernen og tankerne kører i ”en rille”. Her er det vigtigt at kende til redskaber til at også kunne få fokus på andet, når tiden er til det. Et redskab, som kan hjælpe til at få hjernen til at skifte spor, og ilte kroppen så der kommer mere energi til at ”komme op”/overskue er at benytte god vejrtrækning og kropsligt fokus, på måder hvor det føles godt. Vejrtrækningen er af stor betydning. At trække vejret, og holde fokus der, kan assistere til det er lettere at føle livet i nuet, og skabt ro i tankerne. Hver har sin vej, og hver ting til sin tid, men husk, at vi er her for dig også; booking: kontakt@livssamtalen.dk og/eller deklogedyr@gmail.com.

Vi vil slutte denne tekst med dette: 

Husk gerne på at

At elske dig selv hver dag og at Du fortjener kærlighed og gode oplevelser og hvad godt du kan opleve.
Også med en ny/nye. 

”Hvad der kunne varme dig med den, som du mistede, er godt. At søge tilsvarende oplevelser og nye oplevelser med andre kan gøre det lettere at opleve varme igen, og få det bedre og godt igen.”
Shinto

Vores&Mit ønske er at dette skriv kan styrke dig til at komme styrkende videre, hver for sig og/eller sammen med nye. Få nye gode oplevelser og minder, der kan styrke, og elske minderne og bruge dem som navigationsvejledere til af opleve mere godt.

Og husk, Heartandheadleadership.dk & Livssamtalen.dk & deklogedyr.dk findes for dig også. 
Jeg kan godt rumme din sorg og dine følelser og tanker, også når de kommer af flere gange måske, og uanset hvordan de er og du er. 
Rækker du ud er du aldrig alene.

Mere godt vil komme.

Også til dig.

Booking: kontakt@livssamtalen.dk og/eller mail: deklogedyr@gmail.com

Medvindsønsker og kærlighedsbårne hilsner,

Heartandheadleadership.dk

Shinto & Winnie Stubkjær Laursen

Deklogedyr.dk

Ære være dit minde Shinto. TAK min elskede for jeg blev udvalgt af dig til at være din elev. Det er jeg så taknemlig for. Ære være dit minde og dine indsatser Shinto, det fortjener du.

(Foto er fra 2010. Shinto & Winnie)